Bestyrelse og udvalg
Foreningsbesøg
Hos DGI Sydøstjylland vil vi gerne lære vores medlemsforeninger bedre at kende. Derfor tager vi i den kommende sæson på foreningsbesøg og mødes med klubbernes bestyrelse og kontaktpersoner. Forud for besøgene vil foreningen blive kontaktet med forslag til en dato, f.eks. i forbindelse med et bestyrelsesmøde. På mødet tages en uformel snak om foreningen og de fælles muligheder for samarbejde.
DGI Sydøstjylland repræsenteres af Pia Bæk og Lone Vølund, som begge er DGI-undervisere og har et bredt kendskab til og erfaring med DGI-arbejde.
Kontakt vedr. foreningsbesøg kan foretages til svømmekoordinator Else H. Lund, tlf. 7940 4403, mail: else.lund@dgi.dk.
Svømning i ferien
DGI's VANDvittige Aktivitetsdage er et tilbud til børn og unge om en aktiv ferie i sommer-, efterårs-, vinter-, eller påskeferien. Der er masser af vand-aktiviteter, men også oplevelser på land.
VANDvittige Aktivitetsdage arrangeres i et samarbejde mellem en eller flere svømmeklubber og DGI Sydøstjylland – Svømning.
DGI Sydøstjylland kan bl.a. tilbyde hjælp til påsætning og aflønning af instruktører, leje svømmehal, udarbejde PR-materiale, administrere tilmeldinger og hjælpe med udarbejdelse af program.
Ønsker DIN forening at udbyde VANDvittige Aktivitetsdage i samarbejde med DGI Sydøstjylland - Svømning, kontakt Idrætskoordinator Else H. Lund, tlf. 7940 4403, mail: else.lund@dgi.dk.
DGI bassinprøven inkl. førstehjælpskursus
Tag DGI bassinprøven og få et 3 timers førstehjælpskursus i HLR (Hjerte-Lunge-Redning) med i købet.
Indholdet i førstehjælpsdelen omfatter kunstigt åndedræt, hjertemassage og trinvis førstehjælp. Kurset varetages af en uddannet førstehjælpsinstruktør som også forestår selve bassinprøven.
Kurset afholdes typisk i den enkelte forening, og kræver minimum 8 deltagere og maksimum 15 deltagere pr. hold. Foreningen booker og betaler for lokaler og svømmehal til førstehjælpskurset/bassinprøven samt sørger for evt. for-plejning til deltagerne under kurset. Pris pr. deltager kr. 100,00, som dækker DGI-bassinprøvebevis.
Prøven kan erhverves, når man fylder 16 år.
Bestil bassinprøven inkl. førstehjælpskursus ved at kontakte DGI Sydøstjylland – Svømning, Idrætskoordinator Else H. Lund, tlf. 7940 4403, mail: else.lund@dgi.dk.
Kurser for bestyrelse og udvalg
Som medlem af en bestyrelse møder man mange spændende udfordringer. DGI udbyder en række forskellige kurser for foreningsledere, som kan være med til at gøre bestyrelsesarbejdet mere overskueligt og samtidig udvikle DIG som foreningsleder. Blandt kurserne er: Fundraising – vejen til guldet, Den lovlige forening og Tænk på SKAT. Tilmelding til kurserne øverst til højre.
Foreningsmøde
DGI Sydøstjylland indbyder svømmeklubberne til et årligt foreningsmøde. Aftenen byder på informationer og nyt fra kontoret samt landsudvalget i svømning. Foreningerne har her mulighed for at komme med forslag til nye tiltag og samtidig få dannet netværk med andre svømmeklubber. Der vil blive udsendt særskilt invitation til dette møde, som forventes afholdt i januar/februar måned.